FC Nordsjællands anfører, Nicolai Stokholm, er meget ærgerlig over sit holds kollaps i de sidste 11 minutter af Champions League-kampen mod Chelsea.
De forsvarende vindere af den store europæiske turnering gik fra 1-0 til slutcifrene 4-0 i Parken på tre sene mål af David Luiz, Juan Mata og Ramires.
- Selvfølgelig er jeg rasende, og jeg får også lidt svært ved at sove i nat, tror jeg, siger Nicolai Stokholm.
- Der var meget stille i omklædningsrummet, folk er selvfølgelig skuffede. Det er de små marginaler, der ændrer disse fodboldkampe, og sådan var det også i dag.
- Havde vi scoret det mål, som jeg synes, vi havde fortjent, så kunne billedet have ændret sig. Nu sidder vi med en lortefølelse og har tabt 0-4. Selvfølgelig er vi pisse hamrende skuffede, siger anføreren.
FC Nordsjælland var ellers tæt på en udligning med et stolpeskud, kort før David Luiz bragte Chelsea foran 2-0 direkte på frispark. Herefter gik det helt galt.
- Vi faldt i niveau. Vi mistede kræfterne, og Chelsea fortsatte i deres tempo. Når vi gør det mod så stærk en modstander, så bliver vi straffet. Det er selvfølgelig skuffende, siger Nicolai Stokholm.
FC Nordsjælland er på sidstepladsen uden point i gruppe E, som Chelsea fører med fire point.
Danskernes næste kamp i Champions League er den 23. oktober. Her skal holdet møde Juventus i Parken.
/ritzau/