Sportslig succes er ingen garanti for en flot bundlinje. Det har man måttet sande i FCM holding, hvis årsregnskab for 2011/2012 netop er offentliggjort.
På trods af bronzemedaljer til både fodboldherrerne og håndboldkvinderne endte regnskabet med et minus på 36,3 millioner kroner før skat.
Resultatet er næsten 10 millioner dårligere end året før, og det betegnes som stærkt utilfredsstillende af ledelsen. Men man har allerede sat initiativer i gang, som skal vende den negative udvikling.
- Med sommerens turn around-plan har vi fået sat fokus på en række administrative tiltag, som hele organisationen straks blev indrettet efter, siger formand Johnny Rune i en børsmeddelelse.
Han sætter også sin lid til, at opsplitningen af håndbold- og fodboldaktiviteterne får en positiv økonomisk betydning.
FCM Holding omsatte i sidste regnskabsår for 83,5 millioner kroner, hvilket er næsten 10 millioner kroner mere end året før.
Medvirkende til det samlede underskud var et negativt resultat på kvindehåndbolden på 6,6 millioner kroner.
Forventningerne til det igangværende regnskabsår er et underskud på mellem 9 og 14 millioner kroner.
Holder det stik, vil selskabets egenkapital være nede i et faretruende lavt niveau. Den er lige nu på 25,4 millioner kroner.
/ritzau/