Det danske landsholds midtbanespiller Thomas Kristensen har for anden gang i træk sin unge FC København-kammerat Andreas Cornelius med til VM-kvalifikationskamp.
Og der spekuleres intenst i, at den unge angriber skal starte inde i fredagens kamp mod Bulgarien på bekostning af spilletids-nødstedte Nicklas Bendtner. Ifølge Thomas Kristensen er det et valg mellem to forskellige typer.
- Jeg synes ikke, man kan sammenligne dem. Det er to helt forskellige spillere. Og Cornelius er en ung spiller, der er på vej frem. Bendtner er selvfølgelig også ung. Men han er noget mere etableret både internationalt og på landsholdet, siger Thomas Kristensen.
FCK-midtbanespilleren vil være helt tryg ved den 19-årige Andreas Cornelius på toppen i den vigtige kvalifikationskamp.
-Ja, der er jo ikke nogen her, der er udtaget, som ikke kan gå ind og spille. Jeg tror ikke, Morten Olsen udtager nogen, der ikke er i spil. Så ja, det ville jeg være helt tryg ved.
- Cornelius har gjort det imponerende flot for os. Han rider bare videre på en bølge, og det er dejligt at se, siger Thomas Kristensen, der glæder sig over at have to stærke angribere i truppen.
- En Nicklas Bendtner i topform vil altid være vigtig for det danske landshold. Han vil altid være en faktor på den ene eller anden måde.
Landskampen mod Bulgarien sparkes i gang fredag klokken 20.00.
/ritzau/