Landsholdsspilleren Nicolai Jørgensen blev fiberskadet forud for VM-kvalifikationskampen mod Bulgarien i fredags, og FC København-profilen er definitivt ude af søndagens superligakamp mod Brøndby i Parken.
- Nicolai Jørgensen kom tilbage fra landsholdet med en skade, der vil holde ham ude to uger endnu, siger FCK-træner Ariël Jacobs til onside.dk.
Det var til torsdagens afsluttende træning i bulgarske Sofia, at Nicolai Jørgensen pådrog sig en fiberskade i baglåret, og den holder ham ukampdygtig i 14 dage endnu.
- Som træner må man acceptere den slags hver uge. Fodbold er en kontaktsport, og somme tider må du undvære spillere, konstaterer Ariël Jacobs
FCK-træneren kan til gengæld glæde sig over, at angriberne Igor Vetokele og Mustafa Abdellaoue - også kaldet Mos - samt forsvarsspilleren Michael Jakobsen alle er tilbage fra skader.
- Vi kan igen byde velkommen til Vetokele, Mos og Michael Jakobsen, der er klar igen, siger Ariël Jacobs.
Nicolai Jørgensen spillede fra start i VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet, og det var ventet, at han ville få masser af spilletid mod Bulgarien og Italien.
Men Nicolai Jørgensen endte altså med at gå glip af både 1-1-kampen i Sofia og 1-3-nederlaget i Milano.
/ritzau/