Hvad er forskellen på en grænse, der skal finde de fattigste mennesker i landet. Og et indeks der skal finde de fattigste mennesker i landet?

Svaret på det spørgsmål udløser en guldmedalje i politik på christiansborgsk.

For mens de radikale oplever VK's lovning på et fattigdomsindeks som en udstrakt hånd fra regeringen i retning af en fattigdomsgrænse, så afviser Venstres socialordfører skarpt.

"Vi har hele tiden sagt, at vi skal have et tal, som man kan diskutere i Folketingssalen, i stedet for at det bliver et politisk projekt fra oppositionen. Vi vil have et tal, vi kan bruge til noget konkret," siger Ellen Trane Nørby (V) til Newspaq og pointerer, at fattigdomsindekset langt bedre vil kunne identificere de ressourcesvage, som vitterlig har brug det offentliges hjælp.

Men analysen af udmeldingerne om et fattigdomsindeks er altså ganske anderledes i den radikale lejr, der indtil for nyligt også var imod en fattigdomsgrænse.

"I virkeligheden vil de jo godt have en fattigdomsgrænse. Men af politiske årsager, så vil de ikke kalde den det. Men vi er altså ligeglade med, om de kalder det en grænse eller en indikator - bare vi får en rettesnor for, hvor mange der lever i fattigdom herhjemme," siger socialordfører Anne Marie Geisler Andersen (R).

Hun mener, at regeringen nu erkender, at der et problem med fattigdom, men at de tøver med en fattigdomsgrænse, fordi det vil vise, at der er kommet flere fattige siden VKO-samarbejdet begyndelse i efteråret 2001.

Ellen Trane Nørby kunne ikke være mere uenig.

"Alle de år S og R var ved magten, nægtede de at lave en fattigdomsgrænse byggende på økonomi. Den eneste grund til, at de ønsker en fattigdomsgrænse nu, det er fordi, de vil bruge den som et fuldstændigt ublu politisk redskab. De har ingen interesse i at hjælpe de mennesker," siger hun.

Både de radikale og Venstre er enige om, at moderne fattigdom er en kompleks størrelse, der ikke kun kan gøres op i kroner og øre på bankbogen. Som eksempel nævner de studerende og mennesker, der er ledige i kort tid.