En familie i en landsby i Hat Yai-distriktet i det sydlige Thailand er i al hast flyttet ud af en lejet bolig, der er inficeret af slanger.
Det skriver avisen Bangkok Post ifølge Ritzau.
Den 43-årige Eraman Mama, der bor i huset med sin kone og tre børn, fortæller, at der dukkede en lille baby-kobraslange op - det så ud til, at den kom fra et hul i cementgulvet.
I de følgende dage kom der flere små slanger. De giftige kobraslanger blev blandt andet fundet i børnenes sko og i tøjet, og så begyndte det at blive for meget.
Familien pakkede sammen og flyttede ind hos en nabo i landsbyen.
Der er siden dukket flere slanger op, og indtil nu er der fundet 14 kobraunger, siger Mama, der nu har sprøjtet med gift i huset og specielt i hullet i cementgulvet.
Ejeren af huset har sagt, at han vil renovere det og sikre, at det ikke er hjem for kobrareder.