Falckredderne har droppet deres ulovlige blokade af Falcks vagtcentraler.
- Det skyldes primært, at repræsentanterne fra de faglige organisationer har været ude at snakke med blokadevagterne. De har fået dem til at forstå, at det er forkert at blokere vagtcentralen i den situation, vi er i nu. Så det er vi glade for, siger kommunikationsdirektør i Falck, Louis Honoré.
Medarbejderne er utilfredse med, at Falck sender kunder videre til underleverandører, mens medarbejderne strejker, fordi overenskomsten ikke længere gælder. Derfor fortsætter strejken, indtil medarbejderne har taget stilling til, hvad de mener om det forlig, som forhandlingsparterne indgik lørdag.
Men Falck kan altså nu fortsætte med at give kunder, der ringer med problemer, gode råd og formidle kontakt til andre, der kan hjælpe nødstedte. Nødberedskabet i livstruende situationer har på intet tidspunkt været berørt af konflikten.
Hvilke konsekvenser, de ulovlige blokader får for medarbejderne, kan Louis Honoré ikke svare på.
- Det er urimeligt at bruge ulovlige metoder, men vi har ingen interesse i at optrappe konflkten. Folk skal kunne give udtryk for deres utilfredshed. Vi har i hvert fald ikke overvejet nogle sanktioner endnu, siger Louis Honoré