Når de østrigske vælgere søndag går til valg, tyder meget på, at 33-årige Sebastian Kurz bliver genvalgt.
Sådan lyder prognoserne, på trods af at Kurz i maj blev væltet som følge af Ibiza-skandalen hos regeringspartneren Frihedspartiet (FPÖ).
Læs her om den opsigtsvækkende sag:
* En video med partileder Heinz-Christian Strache og FPÖ-partikollegaen Johann Gudenus er optaget i juli 2017 i en ferievilla på Ibiza.
* På videoen optræder blandt andre Strache og en russisk kvinde. Videoen viser en samtale mellem de to.
* Her kan man høre Strache tilbyde kvinden, at hun kan få statslige kontrakter. Til gengæld vil hun støtte Straches parti, Frihedspartiet, økonomisk og overtage medier i Østrig, som kan give Strache og Frihedspartiet god omtale.
* FPÖ bliver efter valget i oktober 2017 en del af regeringskoalitionen med ÖVP, og Heinz-Christian Strache udnævnes til vicekansler.
* Fredag 17. maj i år offentliggør Der Spiegel og Süddeutsche Zeitung videoen om aftenen. Den østrigske regering holder krisemøder.
* Lørdag træder Heinz-Christian Strache tilbage, og kansler Sebastian Kurz fra ÖVP erklærer, at der skal et nyt valg til. Han mødes med præsident Alexander Van der Bellen, som varsler nyvalg til september.
* Mandag den 20. maj fyrer Sebastian Kurz indenrigsminister Herbert Kickl fra FPÖ på grund af mistillid. Som en reaktion trækker FPÖ sine øvrige ministre ud af regeringen.
* En uge senere, mandag den 27. maj, væltes Sebastian Kurz som kansler af en mistillidsafstemning, som socialdemokraterne i SPÖ og FPÖ står bag.
Kilder: APA, AFP, dpa, Reuters
/ritzau/