Statsminister Helle Thorning-Schmidt er utro mod sine egne sociale grundholdninger.
Det siger FOAs formand, Dennis Kristensen, i en kommentar til Thorning-Schmidts åbningstale.
- Jeg synes, at det er højest besynderligt, at regeringen vælger at forkorte dagpengeperioden i en krisetid, hvor ledigheden stiger. Jeg er skuffet, siger han.
Dennis Kristensen synes, det "klinger hult", når statsministeren siger, at hun "tror på vores velfærdssamfund".
- Mere end 20.000 danskere risikerer at stå uden forsørgelsesgrundlag i løbet af det første halvår af 2013. Tonen klinger derfor hult, når statsministeren taler om et velfærdssamfund, hvor fællesskabet er stærkt, siger Dennis Kristensen.
Heller ikke Bente Sorgenfrey, formand for FTF, føler, at statsministeren er tilstrækkelig optager af de lediges situation. Hun mener ikke, at den såkaldte akutpakke er nok.
- Regeringen er nødt til også at lempe dagpengereglerne og se på lavere genoptjeningskrav. I dag er det meget svært for en ledig at skaffe sig timer nok til de 52 uger gennem løse vikarjob og andre former for løse timer, siger hun.
Djøfs formand, Lise Herold Ferbing, er glad for, at statsministeren vil gøre det nemmere for de små og mellemstore virksomheder at låne til investeringer.
- Vi er enige i regeringens langsigtede mål om vækst og arbejdspladser. Men vi må ikke glemme de tusindvis af ledige, der om tre måneder falder ud af dagpengesystemet. Her savner jeg flere konkrete udmeldinger fra statsministeren, siger Lisa Herold Ferbing.
LO's formand Harald Børsting roser til gengæld statsministeren for at sætte fokus på både vækst og uddannelse.
- Hele fundamentet for, at alle unge får en ungdomsuddannelse, er jo, at ungerne kommer ud af folkeskolen med tilstrækkelige kvalifikationer til at kunne tage en ungdomsuddannelse, siger Harald Børsting.
- En af de vigtigste opgaver på ungdomsuddannelsesområdet er i den kommende tid, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter én gang for alle får skabt en reel uddannelsesgaranti til unge, der starter på en erhvervsuddannelse, siger LO-formanden.
/ritzau/