Færre har RUC og AU øverst på ønskelisten

Trods en stigning i førsteprioritetsansøgninger på landets fem universiteter og CBS, oplever RUC og AU et fald

Der er vokseværk på de videregående uddannelser.

Landets fem universiteter har sammen med Copenhagen Business School modtaget knap 2000 flere førsteprioritetsansøgninger end i 2011.

Men stigningen er ikke jævnt fordelt. Aarhus Universitet (AU) og Roskilde Universitet (RUC) har begge en lille nedgang i antallet af førsteprioritetsansøgninger.

AU står øverst på ønskelisten for én procent færre ansøgere end sidste år. RUCs førsteprioritetsansøgninger falder med 2,1 procent.

Modsat står det rigtig godt til på landets provinsuniversiteter Syddansk Universitet (SDU) og Aalborg Universitet (AAU). De har henholdsvis 11 og 16 procent flere førsteprioritetsansøgere.

I hovedstaden står Copenhagen Business School (CBS) øverst på ønskesedlen for 4948 ansøgere, hvilket er en stigning på 5 procent og Københavns Universitet (KU) har 12.609 ansøgere, med KU som førsteprioritet - en fremgang på 3 procent.

Selvom alle seks uddannelsessteder har meldt om en stigning i antallet af ansøgere, er det altså ikke tilfældet med antallet af førsteprioritetsansøgninger.

En ansøger kan optræde i statistikken på flere forskellige universiteter, hvis vedkommende har søgt forskellige uddannelser på forskellige universiteter. Men kun én uddannelsesinstitution kan stå øverst på prioritetslisten.

I alt har 38.462 personer sat kryds i førsteprioritetsfeltet ved et af de seks uddannelsessteder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.