Belægningsprocenten på hotel gitterly bliver ved med at vokse, og pladsmanglen i de danske fængsler bliver endnu mere udtalt de kommende år.
Det viser en ny analyse få dage før, at politikerne går i gang med at forhandle en ny aftale for Kriminalforsorgen på plads, skriver Berlingske.
I 2013 vil der mangle 320 fængselspladser, og det tal stiger til 460 i 2016 . Det viser kapacitetsprognosen udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med Finansministeriet og Kriminalforsorgen.
Analysen skal være med til at danne grundlag for langtidsholdbare løsninger i forbindelse med forhandlingerne.
Hovedparten af landets fængsler har haft problemet inde på livet i flere år. Blandt andet Vestre Fængsel i København. Her må to indsatte ofte deles om pladsen i en lille celle.
- Presset er voldsomt. Vi er ikke gearet til det, og det stresser hele organisationen, siger fængselsinspektør Peter Vesterheden til Berlingske.
Ifølge De Radikales retsordfører, Jesper Mikkelsen, understreger prognosen behovet for politisk nytænkning. De overfyldte fængsler er en konsekvens af, at straffene i det forrige årti blev hævet, uden at kapaciteten i fængslerne blev forøget.
SF's ordfører på området, Karina Lorentzen Dehnhardt, foreslår en udvidelse af fodlænkeordningen eller samfundstjenesten.
- Men det skal selvfølgelig overvejes nøje, hvad personen er dømt for, siger hun.
Både Venstre og Dansk Folkeparti nævner muligheden for at fokusere på at sende de mange udenlandske indsatte til afsoning i deres hjemlande.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil ifølge Berlingske ikke kommentere pladsproblemerne inden forhandlingerne.