Regeringen, Enhedslisten, De Konservative og Liberal Alliance er søndag blevet enige om de økonomiske rammer for en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen.
Det erfarer Ritzau fra kilder tæt på forhandlingerne.
I sit udspil til flerårsaftalen for fængselsvæsnet var regeringen klar til at spendere godt 1,7 milliarder kroner mere på Kriminalforsorgens budget, så der blandt andet kunne oprettes 200 nye fængselspladser i de overfyldte fængsler.
Selvom et flertal altså nu er blevet enige om, hvor mange penge, der skal bruges på fængselsvæsnet over de kommende fire år, så mangler parterne stadig at blive enige om, hvad pengene konkret skal gå til.
Venstre og Dansk Folkeparti har foreløbig ikke sat deres navne på den stiplede linje.
Dansk Folkeparti har stadig en stribe spørgsmål, man vil have afklaret, mens Venstre klart har meldt ud, at man kobler forhandlingerne om Kriminalforsorgen sammen med forhandlingerne om en samlet finanslov.
Ifølge Venstres finansordfører, Peter Christensen, vil det altdominerende oppositionsparti ikke stange regninger ud til borgerne for at finansiere fængselsvæsnets ve og vel, hvis man ikke får et klart svar på, om partiet er inde i varmen i de samlede finanslovforhandlinger.
Regeringen har spillet ud med, at lade danskernes tandlægeregninger betale for et løft til fængselsvæsnet, der gennem de senere år har plaget af overbelæg i cellerne og et stort ryk-ind af rockere og bandemedlemmer.
Ud over flere fængselspladser har regeringen lagt op til mere brug af fodlænker, ligesom man vil forsøge at få flere udvisningsdømte hurtigere ud af de danske fængsler og sat på et fly til deres hjemlande.