Selv om det ligger i selve gamblingens natur, at der følger en risiko med, så skal der være grænser for, hvor usikkert og risikabelt det må være.
Det mener EU-Kommissionen, der tirsdag præsenterer en handlingsplan for at få lidt mere styr på det hastigt voksende marked for online gambling.
Det handler først og fremmest om bedre samarbejde om for eksempel bedre aldersfiltre for at beskytte børn, mere ansvarlige annoncer, effektiv behandling af ludomaner og bedre forebyggelse.
Dermed holder EU igen med en egentlig harmonisering af lovgivningen, som flere EU-lande på forhånd har været skeptiske overfor.
Med en årlig vækst på anslået 15 procent er forskellige former for spil, poker, kasino og lotterier på nettet på vej mod en årlig omsætning på næsten 100 milliarder kroner i 2015. Dermed står de internetbaserede spil for næsten 10 procent af al spilaktivitet i EU.
EU-kommissær for det indre marked og servicesektoren, Michel Barnier, siger i forbindelse med præsentationen i Strasbourg, at han sigter mod at have alle elementer af handlingsplanen på plads i løbet af to år.
- Forbrugerne - og alle borgere i det hele taget - skal være tilstrækkeligt beskyttet, vi må undgå svindel og hvidvaskning af penge, vi må beskytte sport mod matchfixing, og nationale love skal overholde EU's regler, siger Barnier.
/ritzau/