Den radikale islamistiske prædikant Abu Hamza erklærede sig ikke skyldig i anklagerne imod ham, da han tirsdag var for en amerikansk dommer i New York.
Han er tiltalt for 11 anklagepunkter, blandt andet at han skulle have haft planer om at oprette en træningslejr for militante på amerikansk jord.
Han er også anklaget for at have deltaget i en gidseltagning i Yemen, som resulterede i drabet på tre briter og en australier.
Den 54-årige mand, som foruden sit ene øje også mangler begge hænder, var mødt op i retten uden den karakteristiske krog, han plejer at have på den ene hånd.
Den er fjernet af amerikanske fængselsmyndigheder, efter Abu Hamza blev udleveret fra Storbritannien i sidste uge.
Islamisten, der er britisk statsborger, tabte fredag sin otte år lange kamp mod at blive udleveret til USA, da to britiske højesteretsdommere afviste at stoppe udleveringen af ham.
Han blev derpå fløjet til USA samme dag sammen med fire andre mænd, som ligeledes var efterlyst i USA for terroranklager.
Dommer Katherine Forrest har fastsat den 26. august som den dato, hvor retssagen mod Abu Hamza skal gå i gang.
Retssagen ventes at vare seks til otte uger, siger anklagerne, som tilføjer, at de snart vil fremlægge et bjerg af beviser for den beskikkede forsvarer, der skal føre Abu Hamzas sag.
Blandt beviserne er angiveligt 8500 sider med alt lige fra udtalelser, den tiltalte er kommet med, til bevismateriale der er konfiskeret i den moské i Finsbury Park i London, hvor Abu Hamza holdt sine kontroversielle prædikener.
/ritzau/AFP