De engelske fodboldstjerner skal lære at opføre sig ordentligt. Det har de fået at vide inden fredagens VM-kvalifikationskamp mod San Marino.
Wayne Rooney, Frank Lampard og Ashley Cole skal rette sig efter et nyt og seks sider langt kodeks med principper og regler, som de skal overholde både på og uden for banen.
Ordensreglerne blev præsenteret for spillerne mandag efter otte måneders arbejde af et specielt nedsat udvalg bestående af blandt andre formanden for det engelske fodboldforbund FA, David Bernstein.
- Vi er tidligere helt åbenlyst blevet straffet for ikke at have et kodeks, og derfor har nogle ting været mindre klare, end de burde have været.
- Et udkast til et kodeks er blevet godkendt ved det seneste bestyrelsesmøde, og landsholdet har nu i detaljer hørt, hvad det går ud på, siger Bernstein ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det nye seks sider lange kodeks har intet at gøre med, at Ashley Cole for nylig har skrevet nedsættende kommentarer om FA på Twitter.
- Det indeholder ikke en liste af mulige ulovligheder og bøder, for i den virkelige verden ved man aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet.
- Men spillerne er nu klar over, at der vil være reelle konsekvenser, hvis de ikke overholder reglerne, siger Bernstein.
Adrian Bevington, der er direktør for samtlige af Englands landshold, har stået i spidsen for det udvalg, der har forfattet kodekset, og han mener, det kommer alt for sent.
- Det er første gang, at vi har sat os ned sammen med spillerne og udarbejdet nogle grundlæggende principper over de ting, vi forventer af dem som en gruppe.
- Det mener jeg, at vi skulle have gjort for mange år siden, og jeg tager delvist ansvar for, at det ikke er sket, siger Bevington.
/ritzau/