Demokratiet har indtaget fodboldklubben Ebbsfleet United fra Blue Square Premier League , den femtebedste fodboldrække i England.
Via hjemmesiden myfootballclub.co.uk har tusindvis af brugere meldt sig ind og hver betalt 35 pund. I alt er der blevet indsamlet 700.000 pund, hvilket altså er nok til at overtage Ebbsfleet United.
De mange nye klubejere skal deltage aktivt i ting, som normalt hører til trænerens ansvarsområde.
Den nuværende træner for klubben, Liam Daish, beholder dog sit job.
»Mit job vil ikke ændre sig så meget. Vi vil vælge startopstillingen og taktikken sammen som en klub,« siger han om sine mange nye kollegaer.
Betaler trænerens løn
»Det er supporternes penge, der finansierer klubben og betaler min og spillernes lønninger, og det er da et godt argument for, at de skal have noget at skulle have sagt med hensyn til, hvilke spillere de vil se,« siger han til BBC.
En del af de mange penge, som er blevet samlet sammen, skal gå til nye spillere i januars transfervindue. Og alle medejerne kan være med til at stemme om, hvem der skal købes.
Bliv selv klubejer
Et lignende tiltag er sat i værk herhjemme via hjemmesiden mitsuperligahold.dk, som p.t. har 2.352 medlemmer.
De har stemt AB ind på førstepladsen over klubber, de kunne tænke sig at købe, men den går ikke, advarer administrerende direktør i AB Ronny Saul. Ethvert seriøst købstilbud vil blive mødt med et aktionærmøde, men der er grænser:
»Hvis det er sådan en hjemmeside med en masse brugere, som vil bestemme, så har jeg kun én ting at sige: glem det! Så nemt er det ikke at drive en fodboldklub. Alle os, der går og tror, at vi er dygtige trænere: Så gode er vi ikke - mig selv inklusive - og det er derfor, vi ansætter dygtige, professionelle trænere,« forklarer han.