»Det er meget interessant, en fantastisk spændende idé. Det ville aktivere en masse mennesker, som kunne komme ud og se kampe og føle, at de bliver hørt. En ting er at råbe efter træneren og spillerne, fordi de ikke lige har den bedste dag, men på denne måde har man jo et ansvar,« siger administrerende direktør Hans Hermansen, som understreger, at han taler for egen regning.
»Jeg kan ikke overskue, om det her kan lade sig gøre, men jeg vil hurtigst muligt præsentere idéen for bestyrelsen. Måske kunne man gøre noget med folkeaktier,« mener han og fremhæver Frem som en klub, der ikke er bange for at gå egne veje.
»Det ville være et fantastisk modspil til de helt store. Specielt til FCK: Her er det ikke én, der styrer det, men i stedet en bred front, der bestemmer,« forklarer han. Han understreger i øvrigt, at hans velvillighed ikke har noget at gøre med det økonomiske uføre, som klubben i øjeblikket befinder sig i.
Meget realistisk
Talsmand for mitsuperligahold.dk Bjarne Vennike tager Frem-direktørens udmelding med ro.
»Vi har allerede snakket løst og fast med en klub i 1. Division om, hvordan sådan noget ville blive modtaget, og reaktionen var positiv,« siger han og fortæller, at folkene bag hjemmesiden har lavet en liste over interessante klubber i næstbedste række - Frem er én af dem.
Han er optimistisk og tror på idéen.
»Det er meget realistisk, det her. Det bliver en udfordring, men hvis alt går godt, så sidder vi med en klub og er klar til at spille spillet til næste sæson. Og kommer det ikke op at køre der, så bliver det næste sæson igen,« siger han.