Med en tæt alliance med Socialdemokraterne kan vi tage det endelige hop ud af hængekøjen. Det var den kolde analyse, som SF's ledelse foretog efter valget i 2007.

Strategien har langt hen af vejen været succesfuld. Her to uger før valget står SF til for første gang at komme i regering. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at partiets leder, Villy Søvndal, så tæt på valget begynder at markere de politiske uenigheder med Socialdemokraterne.

Det er et skifte i strategi.

Jobannonce

Politisk-økonomisk analytiker til spritny enhed

Frist 06-01-2019

"Man må kalde en spade for en spade. Det handler om, at vi gerne vil have magten i det her samfund. Magten er redskabet til at forandre Danmark," sagde SF's næstformand Thor Möger Pedersen for nylig i et sommerinterview med Fyens Stifttidendes politiske redaktør, Elisabet Svane, om samarbejdet med Socialdemokraterne.

SF-strategerne har hele tiden vidst, at det koster at forpligte sig. At det er nødvendigt at tone ned for mærkesagerne, når der skal indgås afgørende kompromisser med Socialdemokraterne. Og Thor Möger Pedersen slog i interviewet da også fast, at det kun var den politiske elite, der ønskede noget kant mellem S og SF

"Det skal man ikke forklejne, men der er også en anden arena. Der, hvor folket diskuterer. Her spørger man ikke om, hvad der skiller partierne fra hinanden," sagde han.

SF's næstformand er en af Villy Søvndals allernærmeste rådgivere. Derfor ER der tale om et markant strategiskifte, når Søvndal i dagens Politiken siger, at "vi er kommet til betone vigtigheden af alliancen for meget". For nu skal 'folket' - altså vælgerne - åbenbart se noget kant.

Tidligere på ugen nægtede Søvndal kategorisk at fortælle, hvor det vil gøre en forskel, om en vælger stemmer på S eller SF. Men i dag har SF-formanden behov for at fortælle, at SF er grønnere, mere sociale og bedre til velfærd end Socialdemokraterne. Og at SF i modsætning til S er imod både euroen og 24 års-reglen.

Den for SF positive udlægning er, at Villy Søvndal tager et fornuftigt bestik af valgkampens første uge, som i langt mindre grad end forventet er blevet en entydig kamp mellem rød og blå blok.

Alliancen mellem De Radikale og De Konservative - hvad end der så ligger i den - har gjort valgkampen langt mere mudret. Det er alles kamp mod alle, og her er Villy Søvndal blevet klemt.

Mens både Enhedslisten og De Radikale har kørt på egne mærkesager - med markant fremgang i meningsmålingerne til følge - så har SF'erne først og fremmest bakket op om samarbejdet med Socialdemokraterne. Og det har kostet vælgeropbakning.

Derfor er det med håbet om at flytte rundt på vælgerne i rød blok, at Søvndal nu går ud og slår fast, at SF'erne er mere grønnere, mere sociale og bedre til velfærd end Socialdemokraterne.

Den negative udlægning er, at Villy Søvndal har fået bløde knæ lige før målstregen. Et strategiskifte så kort før valg strider imod alt, hvad der står i de politiske kampagnehåndbøger. Det er kun noget, man gør, hvis man står til at tabe.

Søvndal står ikke til at tabe, for han har bevidst sat magten over partiet. Men han har i en lang periode været begunstiget af, at han stod til at få både ministerbiler og flere mandater. Men sådan vil meningsmålingerne det ikke længere.

Er der tale om panik? Eller er SF'erne så sikre på rød bloks endelige sejr, at de nu går mere op i magtfordelingen i en ny regering?

I begge tilfælde er der tale om en risiko. For godt nok er et stærkt SF i både Socialdemokraternes og SF'ernes interesse. Det skaber mindre uro i SF-baglandet - og gør det lettere at modstå krav fra polerne i den røde blok, De Radikale og Enhedslisten.

Men nye meldinger kan give ny usikkerhed hos vælgerne - og få S-SF til at fremstå som et mindre troværdigt regeringsalternativ. Og så tæt på et valg er ny usikkerhed hos vælgerne alt andet lige til størst gavn for dem, der er bagud. Og det er nu en gang Løkke, Barfoed og Kjærsgaard.