Halvvejs inde i valgkampens første uge har Dansk Folkeparti mindet os om, hvordan valgkampe i Danmark plejer at være.
Med nye forslag om at lukke asylcentre, et nyt pointsystem til at holde endnu flere udlændinge ude samt en stærkere grænsekontrol forsøger partiet at komme ind i centrum af debatten.
For som Pia Kjærsgaard – dansk politiks ukronede dronning gennem et årti - venligt minder os om:
”Det er hjerteblod for os”.
Alene påmindelsen er et klart tegn på, at tingene ikke er, som de plejer at være for Pia Kjærsgaard. For hun plejer ikke at skulle belære os andre om, at hun skal tages alvorligt. Og hun plejer ikke at skulle kæmpe for at komme i centrum.
Men denne valgkamp er anderledes. Ja, faktisk har Pia K. aldrig oplevet noget lignende.
Siden partiet blev stiftet for 16 år siden har udlændinge været det måske mest afgørende tema i kampen om magten i Danmark. Og en benhård linje over for flygtninge og indvandrere har været en succesopskrift, som har sikret Dansk Folkeparti maksimal indflydelse som regeringens støtteparti gennem nu ti år.
Men i dag har de skrappe forslag ikke samme klangbund hos de andre partier. Hvad vælgerne ender med at tilkendegive, skal man være varsom med at forudsige. Men kendsgerningen er, at en krise i økonomien sammenholdt med en ditto i VKO-alliancen kommer til at placere Dansk Folkeparti et nyt sted i dansk politik.
Og det er IKKE i centrum.
Igennem et helt år har DF’erne været nødt til at tale om økonomisk ansvarlighed. Og ønsket om køre videre med VKO-alliancen fik i foråret partiet til at æde en de facto afskaffelse af efterlønnen i lodret strid med tidligere løfter.
Derfor var det også en bet, da statsministeren kort før sin valgudskrivelse stemplede partiet som regeringsudueligt. Og taknemmeligheden er også til at overse hos den konservative leder, Lars Barfoed, der nu åbenlyst flirter med den radikale kollega, Margrethe Vestager.
Både Løkke og Barfoed har kigget på meningsmålingerne og taget bestik af den aktuelle situation: En ny borgerlig regering kan ikke nøjes med at basere sig på VKO-mandater. Ja, Barfoed opfører sig som om, at han har draget en endnu mere markant slutning: Det er slut med at køre i ministerbil.
Derfor handler det for den nye K-leder først og fremmest om at skaffe stemmer nok til at få et blot hæderligt valg. Og derfor vil han gerne snakke med Vestager – blandt andet om, hvordan det bliver lettere for danske virksomheder at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.
RK-alliancen har skabt en ny dynamik i valgkampen. Og det har samtidig givet Dansk Folkeparti en platform til at diskutere udlændinge midt i en økonomisk krisetid.
Tidligere ville lignende udlændingeforslag have ført til minimum et tilsagn fra VK om, at det kunne drøftes efter valget. Men i dag bliver de alle som én hældt direkte ned af brættet.
De andre vil diskutere økonomi. Men Pia Kjærsgaard – der parentes bemærket aldrig har oplevet et valg med tilbagegang - insisterer i en grad, så det næsten bliver skingert.
Når partiet lige frem truer med at trække støtten til tilbagetrækningsreformen, hvis De Konservative opsiger indgåede udlændingeforlig, er det netop et forsøg på at kaste mest muligt brænde på bålet. Men truslen er tom, idet De Konservative ikke vil opsige indgåede forlig.
Og når DF-folketingsmedlemmer truer med at blokere for konservativ deltagelse i en ny borgerlig regering, er det oplagt at spørge: Hvad er jeres alternativ?
Men det ændrer ikke ved, at valgkampens nye dynamik kan flytte stemmer. Derfor vil der blive holdt ekstra øje med de kommende dages meningsmålinger.
Meget vel kan udlændingeforslagene og den aktuelle opmærksomhed sikre en ny opbakning til Pia Kjærsgaard, der i parentes bemærket aldrig har oplevet et valg med tilbagegang. Men DF-lederen må under alle omstændigheder forberede sig på en ny tilværelse efter valget – uanset om regeringen bliver rød eller blå.
Avisen.dk's chefredaktør Rasmus Emborg og politisk kommentator Rasmus Jønsson kommenterer løbende valget i Avisen.dk