Billedet af en statsminister, der i en propfyldt idrætshal står og river sider ud af en bog, alt i mens hans politiske modstander måbende kigger på, står i dansk sammenhæng som billedet på den ultimative politiske taber.

Det var Poul Nyrup Rasmussen, der i løbet af valgkampen i 2001 blev mere og mere desperat, fordi meningsmålingerne ikke ville, som Nyrup selv syntes, han havde fortjent. Og Nyrup endte som bekendt med at tabe til Anders Fogh Rasmussen med et ordentligt brag.

Halvvejs inde i valgkampen må det også være frustrerende for statsminister Lars Løkke Rasmussen at konstatere, at meningsmålingerne er så fastlåste, at han står til at blive stemt ud af Statsministeriet.

Godt nok haler blå blok ind på de røde i enkelte målinger. Det bliver hvilket logisk nok brugt af Løkkes hold til at erindre hinanden om, at slaget endnu ikke er tabt. Men et gennemsnit at alle målinger – hvilket giver det mest retvisende billede – spår en klar rød sejr.

Blandt andet lider Løkke under, at den forventede præsidentvalgkamp, hvor han kunne håbe på en statsministereffekt, er blevet afløst af nye positioner og alliancer, som har gjort kampen mere mudret.

Samtidig kritiseres Løkke nu for at have været for usynlig i valgkampens første halvleg. Og flere Venstre-politikere efterlyser, at Venstre præsenterer vælgerne for udspil, der er mere konkrete end de mange, mange milliarder, der florerer i debatten om den økonomiske politik.

Er løbet så kørt for Løkke?

Faktisk skal der kun flyttes et par procent af vælgerne, før billedet skifter. Og statsministeren kan stadig satse på at kopiere Poul Nyrup Rasmussen, der - i modsætning til tre år senere - vandt valget i 1998, selv om han var bagud i meningsmålingerne igennem hele valgkampen.

Men for hver dag, der går i valgkampen uden, at Løkke for alvor kommer tættere på en sejr, vil Helle Thorning-Schmidt mere og mere fremstå som en vinderskikkelse, som de dårlige sager preller af på

Venstre har angiveligt en storoffensiv i ærmet til den sidste del af valgkampen. Hvad enten det er rigtigt eller ej, er det det eneste rigtige at sige. Samtidig er strategerne nødt til at satse på fejl hos modstanderne og forfølge enhver åbning.

Det var en åbning, da Danmarks Statistik i sidste uge aflyste recessionen i dansk økonomi. Og det var en åbning, da først en presset SF-formand – og siden hans radikale kollega – satte 24 års-reglen til debat og såede tvivl om en ny regerings udlændingepolitik.

Udlændingedebatten har skabt nervøsitet hos Socialdemokraterne, og det er opløftende for Løkke, at modstanderne begår strategiske fejl. Men det er bekymrende for ham, at det ikke indtil videre har givet mere markante udslag i meningsmålingerne.

Det bekræfter, hvad andre målinger har vist - nemlig at udlændingepolitik ikke har samme høje prioritet hos vælgerne som ved valget i 2001, 2005 og 2007. Og det bekræfter et generelt billede af, at vælgerne er svære flytte hen over midten.

Hverken et højdramatisk politisk forår eller en uforudsigelig indledning på valgkampen har for alvor kunnet rokke ved magtbalancen. Meget tyder på, at lysten til forandring er stærkere end noget andet.