En mand fra Qaqortoq i det sydvestlige Grønland er onsdag blevet fundet skyldig i et drab, som blev begået i 2023.
Det er anden gang, at manden dømmes for at have slået et andet menneske ihjel. I begge tilfælde var ofrene familiemedlemmer.
Dommen i sagen mod den 36-årige er afsagt af Grønlands Landsret og lyder på forvaring, oplyser anklagemyndigheden i Grønlands Politi på det sociale medie X.
Tilbage i 2012 slog manden sin onkel ihjel med slag og spark. Og i februar 2023 var offeret en fætter, som den dømte boede hos. Fætteren blev sparket og blandt andet slået med en pande. Han blev 53 år.
Forbrydelsen skete natten mellem 3. og 4. februar i en boligblok på J. H. Lytzensvej, og politiet har tidligere oplyst, at efterforskningen var meget omfattende.
Op mod 60 mennesker blev afhørt, og der blev tilkaldt kriminalteknikere fra Danmark.
Den nu dømte blev afhørt flere gange, men først 9. februar vurderede politiet, at der var tilstrækkeligt med materiale til at skride til anholdelse.
Forvaring er den strengeste foranstaltning i den grønlandske kriminallov. Det betyder indespærring på ubestemt tid, og prøveløsladelse kan kun ske efter rettens beslutning.
Onsdagens dom er en stadfæstelse af den afgørelse, som Kujalleq Kredsret nåede frem til i august sidste år.
/ritzau/