Onsdag lykkedes det FN at levere brændstof til Gazastriben for første gang i 130 dage.
Det oplyser Stéphane Dujarric, der er talsperson for FN, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Leveringen bestod af 75.000 liter brændstof. Men ifølge Dujarric kan leverancen kun dække energibehovet i under en dag.
- Brændstof løber stadig ud, og tjenester vil blive lukket, hvis der ikke kommer meget større mængder med det samme, lyder det.
Stéphane Dujarric siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at FN og organisationens humanitære partnere har behov for flere hundredtusinder af liter brændstof om dagen for at kunne opretholde livreddende arbejde.
Udmeldingen kommer, samme dag som EU indgik en aftale med Israel, som havde til hensigt at øge adgangen til nødhjælp i det krigsramte område.
Det fremgår ikke, om EU's aftale har været med til at muliggøre leverancen af brændstof.
Ifølge EU's udenrigschef, Kaja Kallas, vil aftalen betyde en betydelig forøgelse af det daglige antal lastbiler med mad og ikke-fødevarer, der får adgang til Gaza.
I en udtalelse lyder det, at de tiltag som EU og Israel er blevet enige om, enten er vil blive gennemført i de kommende dage.
Aftalen kom efter længere tids kritik af Israels håndtering af uddelingen af nødhjælp i Gaza.
FN's menneskerettighedskontor, OHCHR, oplyste i starten af juli, at det har registreret mindst 613 dræbte ved nødhjælpsudleveringssteder og i nærheden af humanitære konvojer i Gaza.
Af de 613 dræbte blev 509 ifølge FN dræbt i nærheden af nødhjælpsudleveringssteder drevet af den USA- og Israel-støttede Gaza Humanitarian Foundation (GHF).
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) glæder sig over aftalen torsdag.
- Det er vigtigt, at EU presser på for at sikre forbedret adgang for nødhjælp til Gaza, og at det nu ser ud til, at Israel lytter, siger han i en kommentar.
Han skriver videre, at Danmark opfordrer Israel til at droppe alle restriktioner på nødhjælp.
/ritzau/