- Herhjemme er jeg sanger. Og næsten kun sanger.
Sådan siger 63-årige Stig Rossen til B.T. og bebuder, at han har til sinds at forlade Danmark.
LÆS OGSÅ: Timm Vladimir ramt af sorg
Han vil stoppe med at spille musicals, og håber at gøre kunne karriere i udlandet.
- Jeg er uddannet skuespiller. Jeg har altid tænkt, at jeg var skuespiller først og fremmest. Jeg satser altid på hele verden. Men jeg er på udkig efter en agent i England, fortæller han til avisen.
Han tilføjer, at han for nylig var tæt på at komme med i en stor international Netflix-serie, men at en anden blev foretrukket.
Han tvivler ikke på, at han vil få et gennembrud, og i den danske filmverden er Stig Rossen da også dukket op i en Zentropa-produktion.
- Jeg tror, der går tre-fire år, før folk for alvor begynder at sige, at det kan godt være, at vi skal bruge ham som skuespiller, siger han.
Det er ikke første gang, at Stig Rossen melder, at han dropper musicalgenren og går efter skuespilfaget.
I oktober 2023 udtalte han i en pressemeddelelse, at han har en stor kærlighed til musicals, men at det var tid til at afsøge andre veje inden for skuespillet såsom film og tv.
- Og så bliver der måske også lidt mere tid til mine mange koncerter. Det ser jeg frem til, udtalte han.
Stig Rossen fik sit gennembrud i musicalverdenen i 1990 med hovedrollen i "Les Misérables" på Palace Theatre i London.
Siden da har han kunnet opleves i et væld af store forestillinger, heriblandt "Chess", "Atlantis" og "Sweeney Todd".
Derudover har Stig Rossen lagt stemme til flere Disney-tegnefilm.
Som solist gjorde han sig i øvrigt første gang bemærket, da han deltog i det danske melodigrandprix i 1988 med sangen "Vi danser rock og rul".
I årenes løb er det blevet til i alt 21 musikudgivelser, og så er han dukket op i successerier som "Rejseholdet" og "Klovn".