Mange vil især forbinde store sanktbernhards-hunde med redningsaktioner i bjergene, men en langt mindre artsfælle viste sig forleden at være den fødte redningshund.
Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.
En mand var taget på vandretur med sin lille chihuahua-hund på gletsjeren Fee i de schweiziske alper.
Manden styrtede pludselig ned i en otte meter dyb gletsjerspalte og efterlod den lille hund alene på kanten.
Manden havde til alt held medbragt en walkie-talkie og fik tilkaldt hjælp, men redningsarbejderne havde svært ved at finde frem til det sted manden var faldet i spalten.
I hvert fald indtil redningsmandskabet opdagede en lille bevægelse på en klippe: Chihuahuaen havde ikke rokket sig fra kanten af sprækken.
- Takket være hundens opførsel var besætningen i stand til at lokalisere det nøjagtige sted for ulykken, oplyser Air Zermatt, en regional redningstjeneste, der fik manden i sikkerhed.