I juni sidste år var en 18-årig mand frihedsberøvet i omkring 21 timer i Randers.
Under frihedsberøvelsen blev han holdt fast på en stol i en lejlighed i Randers, truet med en hardballpistol, som sagens tiltalte foregav var en ægte pistol, mens en kniv blev sat op mod hans hals.
Bag frihedsberøvelsen stod fem personer, der onsdag i Retten i Randers er blevet idømt mellem et og to års fængsel.
Det oplyser anklagerfuldmægtig ved anklagemyndigheden i Østjyllands Politi Jakob Christensen.
De dømte er en kvinde og fem mænd, der er mellem 20 og 49 år.
Mens frihedsberøvelsen stod på blev offerets forældre også udsat for afpresning. Flere gange blev der ringet til forældrene, der fik at vide, at den 18-årige ville blive udsat for vold og fortsat frihedsberøvelse, hvis de dømte ikke modtog 250.000 kroner.
Jakob Christensen forklarer, at det kom frem under sagen, at de dømte mente, at den 18-årige skyldte dem pengene for en mislykket hashtransport.
Under opkaldene til offerets forældre skal en af de dømte have forsikret om, at den 18-årige havde det godt, men understreget, at det var vigtigt, at pengene blev betalt.
- Jeg ved godt, det er svært med så mange penge, jeg har selv siddet i situationen som (offeret, red.) lige nu. Jeg har siddet i en situation, hvor jeg skyldte en halv million, fordi jeg lavede næsten samme fuck up, som han har lavet, blev der ifølge anklageskriftet sagt under et af opkaldene.
- Men ved du hvad, jeg betalte den på en dag, fordi at, sådan er, sådan er det i miljøet. Fucker du op, så fucker du op.
De fem personer er også dømt for at have udsat den 18-årige for vold ved at have slået og sparket ham på kroppen og i hovedet.
De tre, der fik de mildeste straf, valgte at modtage dommen.
Den 24-årige mand, der blev idømt et år og ni måneders fængsel, og den 25-årige Carlos Juan Diaz, der blev idømt to års fængsel, tog betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.
/ritzau/