Det sidste, en marathonløber ønsker, når han er tæt på mål, er at skulle i gang med et nyt løb. Sådan tror jeg også, at der er mange vælgere, der har det i dag.

To dage før valget – efter en valgkamp, der reelt har været i gang i mere end et år – glæder vi os til, at det er ovre.

Lad os få politikerne tilbage i arbejdstøjet. Lad en ny regering få mulighed for at udstikke en ny kurs. Og fri os for mere valgkamp.

Det paradoksale ved det skelsættende valg, som vi står over for, er imidlertid, at det ser ud til at føre til en ny, uforudsigelig magtbalance, der øger risikoen for, at vi – politikere og vælgere - inden længe skal på den igen.

For uanset om statsministeren på fredag hedder Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, bliver det en regeringsleder, der skal manøvrere i et farligt minefelt.

Intet i det nye folketing bliver som i det gamle. Nye samarbejdsrelationer skal afprøves. Og de enkelte partier skal finde sig til rette med deres nye størrelse, store som små. Nye krav vil blive formuleret, og store kameler skal sluges.

Det står klart efter en valgkamp, der ikke blot har været rød mod blå, men alles kamp mod alle. Hvilket formentlig også vil fremgå af DR’s store partilederdebat i aften.

Der har i den senere tid været meget fokus på, om Helle Thorning-Schmidt kan styre sine partnere i rød blok. For hvad enten temaet er økonomi eller udlændinge er der som bekendt langt fra De Radikale til SF – for ikke at tale om Enhedslisten.

Udsigten til, at de to bærende partier i blokken – S og SF – får et ringere valg end ventet, mens Enhedslisten og De Radikale begge står til kanonvalg, gør det ikke lettere for Thorning. For det vil være en naturlig forventning i de to sidstnævnte partier – og ikke mindst deres bagland – at den flotte vælgerfremgang fører til konkret indflydelse.

Løkke er gået til valg på en ny VK-regering. Men i dag står det også klart, at den blå blok er uenig om meget. Det bliver markeret i dagens udgave af Politiken, hvor de to partiledere – Løkke og Barfoed – lægger hver deres program for de første 100 dage i en ny VK-regering frem.

Det er godt sat op af Politiken. Og det er værd at bemærke af to grunde.

For det første fordi vi kan se, at de to programmer bestemt ikke er ens. K vil skattelettelser, det vil V ikke. K vil trepartsforhandlinger, det vil V ikke. Og sådan kan man blive ved.

For det andet viser det, at der ikke længere er tæt kontakt mellem de to regeringspartier – herunder at de tydeligvis ikke koordinerer deres valgkampe.

Konservative opfører sig som et parti, der forbereder sig på livet i oppositionen. Det får snakken om en ren V-regering til at blomstre.

Men hvad enten Løkke fortsætter som statsminister i en VK-regering eller i en ren V-regering, kommer han ikke uden om, at han hele tiden skal samle fire meget forskellige partier bag sig – V, K, DF og Liberal Alliance. De vil alle tage sig godt betalt. Og det vil skabe frustrationer i Løkkes eget parti.

Hvilken blok hænger bedst sammen? Det er et af de afgørende spørgsmål i valgkampens sidste dage.

Der venter vinderen stor jubel – og en hård kamp. Meget tyder på, at han eller hun ikke går tiden ud.