For første gang siden den uhyggelige sag om Josef Fritzls fangekælder, er datteren Elisabeth blevet afhørt.
Afhøringen skal blandt andet kaste lys over, hvad der skete med det ene af de syv børn, som Elisabeth fik med sin far, der voldtog hende gennem en årrække.
Faderen holdt hende fanget i kælderen, hvor hun fik syv børn med ham. Tre blev ligesom hende holdt fanget, mens andre tre voksede op i huset. Det sidste barn døde som spæd.
Det er tidligere gennem dna-analyser blevet bekræftet, at Josef Fritzl er far til sin datters seks overlevende børn.
Anklagemyndigheden er ved at forberede en retssag mod Josef Fritzl, der kan ende med at stå anklaget for mord, da han har tilstået at han brændte spædbarnet. Myndighederne skal finde ud, hvordan barnet døde, og det er blandt andet den detalje, som afhøringerne af datteren Elisabeth skal kaste lys over.
Det vides ikke, hvor lang tid afhøringen varede. Alle Josef Fritzls ofre er under psykiatisk behandling.
Det forventes, at retssagen mod Fritzl kan gå i gang senere i år.