I det EU-kritiske parti Enhedslisten jubler man over, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nu gør det klart, at hun vil nedlægge veto mod hele EU's budget, hvis ikke Danmark får en rabat på én milliard kroner om året frem til 2020.
- For mig er det helt nyt, at regeringen nu for første gang siger det. Det er meget glædeligt, siger Enhedslistens EU-ordfører, Nicolaj Villumsen, og tilføjer:
- Det er helt afgørende, at man har noget krudt i bøssen, hvis man vil vinde diskussionen om rabatten.
Han understreger, at samtlige partier i Folketinget ønsker at få rabatten hjem på EU's kommende syvårige budget, og det lægger et pres på regeringen for at handle.
- Samtlige partier forventer, at regeringen lever op til løftet om, at man vil skaffe rabatten. Så de har simpelthen ikke et flertal bag sig, medmindre de får rabatten.
- Det, tror jeg, statsministeren noterede sig i dag, og så fik hun lige pludselig et meget tydeligt svar, siger Nicolaj Villumsen.
Udmeldingen fra Helle Thorning-Schmidt faldt på dagens møde i Folketingets Europaudvalg. Her slog statsministeren selv for første gang helt fast, at regeringen vil nedlægge veto mod EU's budget, hvis ikke Danmark får en milliard kroner i rabat.
- Vi skal have vores rabat, og hvis vi ikke får vores rabat, så må vi nedlægge veto. Det er meget, meget enkelt, siger Helle Thorning-Schmidt.
Dermed skærper Thorning for alvor tonen, forud for at EU senere på året skal lægge sit budget for de kommende år.
Efter mødet uddybede hun den kontante linje over for Ritzau:
- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke ønsker at betale andre rige landes rabatter. Vi skal have en milliard i rabat. Det er det, vi går ned og forhandler om sidst i november. Og det betyder også, at vi skal være parate til at stå fast, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/