På vej mod en egyptisk oase blev en gruppe mexicanske turister sidste sommer pludselig beskudt fra militærfly og helikoptere.
Nu rejser Egypten et mindesmærke for ofrene, fortæller Mexicos regering.
Otte mexicanske turister og fire egyptere blev dræbt ved hændelsen 13. september 2015.
Turisterne var taget på en tur ud til oasebyen Bahariya, der ligger 370 kilometer vest for Kairo. Under en frokostpause blev de ud af det blå beskudt fra luften.
Egypten har sagt, at turisterne havde bevæget sig ind på et militært område. De blev skudt ved en fejl, da man var i færd med at bekæmpe jihadister, lød forklaringen fra regeringen i Kairo.
Ifølge Mexicos udenrigsministerium har de egyptiske rejsebureauers forening tilbudt en økonomisk kompensation til de overlevende og til ofrenes familier. Ministeriet har ikke oplyst størrelsen på denne erstatning.
I foråret kom det frem, at man ville betale 14.000 dollar (92.800 kroner) til tre familier, som samtidig lovede, at de ikke vil rejse sagen ved domstolene.
Det mexicanske ministerium skriver ikke noget om, hvor mindesmærket skal opføres. Men det fremgår, at Egypten har lovet at rejse det som led i "erstatningen".
/ritzau/AFP