Efterlysning: 70 lotto-millioner samler støv

Selvom det er fedt at vinde i lotto, så er der mange spillere, som glemmer deres gevinst. Det bliver til rigtig mange penge på et år.
Husk at hente din præmie, ellers ryger den ud i spil igen.
Husk at hente din præmie, ellers ryger den ud i spil igen. Foto: Colourbox / POLFOTO

Aftenens gigantiske lottogevinst er på 102 millioner kroner.

Derfor er det nok tvivlsomt, om den heldige vinder glemmer at afhente sin gevinst, men faktisk ligger Danske Spil inde med betragtelige pengebeløb, som ikke er blevet afhentet.

"Kigger man på et år, så er der cirka 70 millioner kroner i gevinster, som spillerne ikke henter," siger informationschef i Danske Spil, Thomas Rørsig, til Newspaq.

De uafhentede gevinster går tilbage i Danske Spils systemer, hvor de bliver brugt til nye gevinster, administration og gode formål.

Glemsomme spillere har et år til at hente præmier over 200 kr. - to måneder for beløb under - og enkelte kan have problemer med at nå det inden for tidsfristen, selv ved helt store beløb.

"Jeg har aldrig hørt, at nogen har glemt kæmpe store præmier, men vi har været ude for en fyr, som havde vundet 10 millioner kroner. Han fandt kupon en måned før fristen udløb. Den lå i en cigaretpakke i en reol," fortæller Thomas Rørsig.

Danske Spil regner med, at omkring en million danskere spiller lotto i aften.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.