En meningsmåling viser, at den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, har vundet terræn efter en stærk optræden under den første tv-debat med præsident Barack Obama.
En måling fra Reuters/Ipsos viser, at 51 procent ser positivt på kandidaten Romney efter debatten natten til torsdag.
Det er første gang under valgkampen, at så mange vurderer ham så højt.
Obamas niveau er uændret. 56 procent vurderer ham positivt.
Mange kommentatorer mener, at Romney var den sikre vinder i den første af tre tv-debatter inden præsidentvalget den 6. november.
- Hvis han får flere debatter som denne, er i stand til at få sit budskab ud og at målrette det til de vælgere, der ikke har besluttet sig, så kunne vi se en bevægelse i vælgeradfærden. Men han behøver en masse af det her, siger Ipsos' valgmåler Cliff Young.
Ud over at måle, hvordan amerikanerne ser på kandidaterne, har Ipsos/Reuters også efter debatten målt, hvor vælgerne vil sætte deres kryds, hvis der var præsidentvalg i dag.
Inden debatten havde Obama i Reuters/Ipsos-målinger et forspring på syv procentpoint. Det er nu indsnævret til fem procentpoint.
Meningsmålingen viser, hvis der var valg i dag, ville 48 procent stemme på Obama og 43 procent på Romney.
Men tallene kan ændre sig de kommende dage, for Reuters/Ipsos tal baserer sig på et mindre antal spurgte vælgere end normalt.
/ritzau/Reuters