Når Eckhard Krausens 12-årige søn spørger, om han må starte til fodbold i københavnerklubben sammen med vennerne, må han desværre svare nej.
Selvom han for alt i verden gerne vil give sine børn mulighed for at gå til sport, så kan Eckhard Krausen ikke finde økonomien til det, når både han og hans kone er på kontanthjælp.
Han er en af de danskere, der ikke har mulighed for at sende sine børn til fritidsaktiviteter, som Avisen.dk skriver om tirsdag. Og det giver ham skyldfølelse.
- Jeg bliver ked af det. Jeg føler mig ansvarlig for det. Jeg føler mig som en fiasko både som menneske og som far, fordi jeg ikke kan tilbyde mine børn helt elementære ting, som jeg synes, de har krav på og har brug for. Det handler ikke om Tivoli, men om sunde ting som sport, siger han.
Hans 12-årige dreng er overvægtig og har været på julemærkehjem. Det har hjulpet ham, men de gode vaner skal holdes ved lige, fortæller Eckhard Krausen. Derfor spiller sønnen fodbold med vennerne og vil gerne starte i en fodboldklub, men det er der ikke råd til.
Masser af tid, men ingen penge
- Jeg har masser af tid til at give kærlighed til mine børn. Men jeg kan ikke betale en tur i Tivoli. Jeg kan ikke betale fodboldstøvler til min søn. Jeg kan ikke en gang købe ordentlig mad.
Sådan fortæller 62-årige Eckhard Krausen om sin stramme økonomi. Han bor med sin kone og tre børn på 8, 12 og 16 år på Østerbro i København. Han og hans kone er begge på kontanthjælp og har 14.800 kroner tilsammen.
Når huslejen på 7.000 kroner om måneden er betalt, skal de øvrige faste udgifter betales sammen med buskort, medicin og briller til børnene. Og det giver cirka 4.000 kroner tilovers, som går til mad.
Handler det ikke om prioritering, nu hvor du mener, at børn skal kunne gå til sport?
- Men hvad skulle jeg spare på? Vi har i forvejen skåret, alt det vi kan. Skal mine børn så ikke have briller, eller skal jeg droppe medicin? Det ville jo være madposten, vi skulle spare på. Og der bruger vi i forvejen kun 1.000 kroner om ugen til fem personer, siger han og fortsætter:
- Og vi overvejer heller ikke at flytte. For 7.000 kroner er jo ikke dyrt for en fireværelses lejlighed. Det får vi ikke meget billigere.
Eckhard Krausen blev fyret fra sit job hos Phase One i marts 2012, hvor han arbejdede med fotografi og teknik. Et job som han elskede, men hvor der desværre ikke var mere arbejde til ham.
Det gjorde ham jobsøgende. Lige indtil december 2016, hvor han blev indlagt i en måned for depression og angst, og han fortæller i dag, at de fire års ledighed blandt andet har været med til at gøre ham syg.
- At være ledig skaber også flere depressioner hos mig. Jeg bliver ikke rask af det her. Jobcenteret prøver at presse mig ud på arbejdsmarkedet. Jeg mener ikke, at jeg er rask nok, fortæller Eckhard Krausen.
Kan ikke søge flere job
40 års erhvervserfaring og en uddannelse som maskintekniker har Eckhard Krausen med i bagagen. Alligevel var der ingen job at få, da han søgte job før sin sygdom.
- Nogle gange får jeg svar fra arbejdsgivere, om at de har fået 300 ansøgninger. Men samtidigt fortæller ministeren, at der er 400.000 job i Danmark. Jeg ved ikke, hvordan det passer sammen, siger han.
Eckhard Krausen brugte hver dag to timer på at søge job. Også job som ikke passer hans kompetencer.
- Jeg har sendt flere hundrede ansøgninger afsted. Jeg har søgt både indenfor og udenfor mine egne kompetencer. Sågar i Sverige og Sønderjylland. Jeg forstår ikke, hvor de job er? De er der altså ikke, siger han.
Men den 62-årige Eckhard Krausen mener samtidigt, at hans alder ikke er særlig attraktiv for arbejdsmarkedet.
- Jeg synes, at man glemmer de ældre mennesker på arbejdsmarkedet. På den ene side siger man, at man skal arbejde længere. Men hvor er de job så henne? Især hvis man er ledig og plus 60, fortæller han og fortsætter:
- Jeg savner lidt, at de ældre mennesker kommer til orde.
Motiveret eller afstraffet?
Når man er 62 år gammel, kan det være nemt blot at give op og vente på, at man skal have pension. Det har Eckhard Krausen bestemt ikke lyst til.
- Nu er jeg 62 år. Jeg har fem år tilbage af mit arbejdsliv. Og jeg ønsker at få en pæn afslutning. Men angsten for at jeg skal klare mig på kontanthjælp de næste fem år, trækker mig endnu længere ned. Hvem vil ansætte en på 62?
Og så synes han ikke, at kontanthjælp har været en særlig god motivation til at komme tilbage i arbejde.
- Jeg synes, det er så skræmmende og så frustrerende, at politikere siger, at ledige skal motiveres. Ja, det er fint nok. Men jeg føler mig afstraffet på kontanthjælp. Og det lammer mig.
Eckhard Krausen forsøger at komme sig efter sin indlæggelse med angst og depressioner i december og januar. Han går til gruppeterapi, og efter påske skal det afklares, hvor meget han kan arbejde.