Den tidligere amerikanske cykelrytter Bobby Julich, der netop har tilstået at have dopet sig fra 1996 til 1998, fortæller, at han ikke overværede noget doping, da han fra 2004 til 2008 kørte for på Bjarne Riis' hold.
- Jeg ved, at meget er blevet sagt om, hvad der angiveligt skete der og om manden, der er lederen på holdet. Jeg vil ikke forsvare ham som person, men mere som organisation og hvad den gjorde for mig personligt.
- Organisationen gav mig to ting, som intet ulovligt stof nogensinde kunne give mig. Jeg fik min selvtillid og selvrespekt tilbage. Det var alt, hvad jeg havde brug for til at præstere på højeste niveau. Det var min personlige erfaring.
- På intet tidspunkt blev jeg tilbudt eller modtog nogen form for blodmanipulation, og jeg var ikke vidne til noget systematisk dopingbrug på holdet, skriver Julich i et åbent brev til cyclingnews.co.
På grund af sine dopingindrømmelser er Julich blevet fyret som såkaldt løbstræner for Team Sky.
/ritzau/