Lige nu raser blæsten over det meste af Danmark.
Og det voldsomme vejr har fået DMI til at udsende et varsel.
Det er et varsel om forhøjet vandstand for Vadehavet og langs den jyske vestkyst.
I forbindelse med højvandet forventes vandstand på op omkring 2,5 meter i Vadehavet og ca. 2,0 meter langs den jyske vestkyst.
Det er et lavtryk over De Britiske Øer, der genererer en kraftig sydvestlig vind, som presser vand ind mod Vadehavet og den jyske vestkyst, skriver DMI.
Allerede i eftermiddags skabte den kraftige blæst også problemer på Storebæltsbroen, hvor vindfølsomme køretøjer blev forbudt, mens alle andre trafikanter stadig højest må køre 50 km/t.
Sund & Bælt forventer normal kørsel igen fra 20.00.
Længere fremme er der dog også positive nyheder fra DMI.
Mellem masser af byger vil temperaturen langsomt stige gennem ugen og fredag er der således udsigt til dagstemperaturer op imod 10 grader - og lørdag kan der enkelte steder endda blive helt op til 14 graders varme.