Den tidligere chef for det internationale antidopingagentur (Wada), Dick Pound, anklager nu den internationale cykelunion (UCI) for at have kendt til og ignoreret Lance Armstrongs påståede storforbrug af doping.
Dick Pound siger til AFP, at han i årevis har påtalt over for UCI, at der blev vendt det blinde øje til Lance Armstrong og andre rytteres dopingbrug.
- Det er ikke troværdigt, at de ikke vidste, hvad der foregik, siger Dick Pound til AFP.
- Jeg har klaget til dem i årevis.
Dick Pound fortæller, at rytterne blev dopingtestet tidligt om morgenen, selv om løbene først begyndte om eftermiddagen. Det gav dopingmisbrugerne flere timer til at fylde kroppene med forbudte stoffer.
- Løbene starter først mellem klokken 13.00 og 14.00 om eftermiddagen, og der er ingen tests lige op til dem for at tjekke, om de er fyldt med doping.
- Man bliver nødt til at sige 'gad vide, om disse tests er designet til ikke at være succesfulde', siger Pound.
Den tidligere Wada-chef håber, at den pressede Lance Armstrong vil gå til bekendelse.
- Man kan kun håbe på, at han vil indrømme, at 'jeg var den bedste af de værste'.
/ritzau/