For patienter med diabetes kan det have store personlige omkostninger, når deres sygdom opdages for sent.
Derfor gør ny opdagelse af gevinsten ved tidlig opdagelse af sygdommen fra Aarhus Universitet også indtryk.
Ole Hansen fra Aalborg fik først sin diabetes opdaget ved et tilfælde for 20 år siden, da den allerede var i fuldt flor.
- Der er mange gener forbundet med sådan en sygdom. Derfor er det en rigtig god idé at få lavet et lægetjek. Jo hurtigere behandlingen starter, jo bedre er det, siger han.
- Min sygdom er blevet værre på det seneste, og medicinen er lige sat op til det dobbelte.
- Der er mange følgesygdomme, som man ikke fik at vide, da det startede. Jeg har søvnforstyrrelser og problemer med øjnene. Desuden har jeg nu to konstant blå tæer. Jeg ender jo nok på sprøjten, siger han.
Henrik Nedergaard er administrerende direktør i Diabetesforeningen.
Han håber, at en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet åbner politikernes øjne for, at tidlig indsats betaler sig for patienter og rent samfundsøkonomisk, hvor der anslås en milliardgevinst.
- Når patienter i dag får konstateret diabetes, så har 30-40 procent allerede en eller flere følgesygdomme med øjne, hjertekar, kredsløb, nyreproblemer eller sår på fødderne, siger han.
Det nye studie fra Aarhus Universitet peger på, at samfundet alene baseret på resultater fra 181 praktiserende lægehuse kunne spare 280 mio. kr. på systematisk brug af et spørgeskema til risikopatienter.
På landsplan vurderer forskerne, at besparelsen formentligt kunne tidobles på grund på færre indlæggelser, kontroller og lægebesøg samt mindre medicinudgifter.
/ritzau/