Dansk Folkeparti tager positivt imod statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ønske om at få partiet med om bord, hvis en parallelaftale om politisamarbejdet Europol går i vasken, og de danske vælgere igen skal til folkeafstemning.
Løkke vil have Dansk Folkeparti til at anbefale et ja, hvis han skal udskrive en ny folkeafstemning om fortsat dansk deltagelse i Europol-samarbejdet.
Men EU-ordfører Kenneth K. Berth vil ikke love at anbefale et ja ved en sådan afstemning.
- Tiden må vise, om statsministeren kan få os med om bord, siger han:
- Det er godt, at statsministeren erkender, at det er vigtigt at have Dansk Folkeparti med, hvis vi skal ud i en ny afstemning.
Tilbage i december stemte de danske vælgere nej til at afskaffe retsforbeholdet og i stedet gå over til en såkaldt tilvalgsordning. Dansk Folkeparti var blandt hovedkræfterne, der arbejdede for et nej.
For at kunne anbefale et ja kræver partiet, at det skal være muligt for Danmark at indføre permanent grænsekontrol.
Den melding kalder Løkke meget kompliceret.
- Jeg synes ikke, det er så kompliceret endda. Vi er med i Schengen på en mellemstatslig aftale, og den kan vi jo sådan set bare opsige, lyder Kenneth Kristensen Berths svar.
Dansk Folkeparti er blevet beskyldt for at føre slingrekurs i spørgsmålet om Europol. Før folkeafstemningen i december forsikrede partiet, at selv hvis det ikke kunne lade sig gøre at få en parallelaftale om Europol, kunne man altid holde en ny afstemning.
Men nu vil partiet altså ikke love at anbefale et ja ved en sådan afstemning.
- Jeg oplever ikke vælgere, der føler sig ført bag lyset. Jeg oplever tværtimod, at mange vælgere er glade for, at retsforbeholdet er i behold, lyder Kristensen Berths svar på den kritik.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.