En ny analyse fra AE-rådet viser, at en almindelig børnefamilie kommer til at få 4000 kroner mindre, mens rige børnefamilier får 10.000 kroner mere i pengepungen hvert år. Derudover bliver børnechecken kraftigt beskåret.
Ingen af de familier, Avisen.dk har snakket med, kender til omfanget af spareplanerne, men de er chokerede.
"Det er så urimeligt, og det er på ingen måde ansvarligt," siger 27-årige Tina Madsen, der er på nippet til at føde sit første barn. Hun er uddannet pædagog og er altså en af dem, spareplanerne rammer hårdt.
"Man kan vænne sig til rigtig meget, men det er altså svært at se, hvor vi skulle spare. Så må man jo lade være med at spise så meget," siger hun.
23-årige Julie Abildgaard er i øjeblikket på barsel fra sit job som kok. Hun synes, det er de forkerte, der bliver ramt økonomisk.
"Det kommer til at betyde en hel del for os, men vi affinder os med det og kommer til at lægge det ind i vores budget," siger hun.
Julie Abildgaard synes, regeringens spareplan rammer de forkerte. Men hun kan selv affinde sig med meget.
En anden, der også kan se frem til væsentligt færre penge i fremtiden, er 35-årige Dennis Jørgensen, som er fysioterapeut og har en arbejdsløs kæreste.
"Det er ret voldsomt det her. Vi har kun en indtægt for tiden, og så er det altså lidt svært. Fordelingen er helt skæv," siger han og uddyber, at kommer til at skære på fornøjelserne i fremtiden.