Som faglært og som ansat inden for social og sundhed, omsorg og ældrepleje gennem snart 20 år, har jeg været i en situation, der ligner den, som gårsdagens artikel beskriver med de to centre for sindslidende, hvor personalet ikke greb ind over for to patienter med hjertestop. Bare med omvendt fortegn.
Min oplevelse ligger nogle år tilbage, hvor en beboer havde en alvorlig sygdom, som man dengang fra beboerens og pårørendes side havde valgt ikke skulle udredes yderligere. Desuden havde man valgt, at der ikke skulle ydes livsforlængende behandling eller hjælp ved hjertestop. Men man havde blot glemt at fortælle dette til personalet, så man kunne have skrevet det ned med lægelig dokumentation.
En weekend blev beboeren dårlig, og der blev kaldt 112. Beboeren gjorde kraftigt opmærksom på, hun ikke ville af sted. Hele vejen i ambulancen og på skadestuen gjorde hun opmærksom på sin utilfredshed med at være blevet kørt af sted. Da personalet kontaktede pårørende, mødte vi den næste negative konfrontation. Hvorfor var hun kørt af sted? Da beboeren kom ubehandlet tilbage fra hospitalet, kom tredje konfrontation. Hvorfor havde vi sendt hende af sted?
Fakta var nemlig, at der i journalen på hospitalet var lavet et notat om forestående. Sidenhen har jeg altid sørget for, at det er oplyst, hvilke handlinger der skal foretages, og hvilke der ikke skal – selvfølgelig med lægelig dokumentation. Jeg syntes, det er skammeligt, at man hænger bostederne ud for ikke at gøre noget og »bare stå og se på en patient, der får hjertestop«.
Vi må – eventuelt ved lovgivning, hvis lægelig dokumentation ikke er rigeligt for embedslægen – have vedtaget, hvilke forskrifter vi som plejepersonale skal rette os efter. Det er som udenforstående for nemt at hænge plejepersonalet ud i medierne. Som plejepersonale vil vi vore borgere/patienter det bedste. Det er bare lidt svært, hvis man ikke kender til forhistorien.