Det er nu godt og vel 25 måneder, en konfiskeret Audi Q7 og en betinget fængselsdom siden Dennis Knudsens famøse nedsmeltning ved Molslinjen i Aarhus. Dyre lærepenge, kalder kendisfrisøren det selv i et interview med ugebladet HER&NU – men de har virket.
– Jeg har fået styr på vreden. Jeg trækker vejret helt ned i maven. Det kan ikke betale sig andet. Det har været meget dyre lærepenge, siger Dennis Knudsen, der blev idømt 40 dages betinget fængsel, efter at han og hans tre børn blev nægtet adgang til færgen, fordi han var kommet for sent.
Ud over at have fået styr på temperamentet er Dennis Knudsen, ifølge eget udsagn, også tæt på at få styr på kørekortet igen. Han forventer at bestå teoriprøven inden for en måned og er allerede begyndt at kigge efter en ny bil – som denne gang skal være endnu større end den sidste, fortæller han til ugebladet.
Tidligere på året kom det frem, at Dennis Knudsen har indgået et samarbejde med forlaget Buster Nordic om en bogserie med titlen “Jeg ER bumstærk”. Første bind forventes klar til julehandlen i år.