Danskerne skal være opmærksomme, når de hiver madvarer op af butikkernes kølediske. I op mod hver femte køledisk er temperaturen for høj, og det kan få bakterier til at formere sig og i sidste ende gøre folk syge.
Det er Fødevarekontrollen, der efter 152 uanmeldte besøg hos supermarkeder i Region Sydjylland, konstaterede, at temperaturen i kølediskene ikke er lav nok mange steder. Hver femte butik fik en indskærpelse eller bøde efter besøget fra myndighederne, skriver Jydske Vestkysten.
Ernæringsekspert Preben Vestergaard fra Suhrs Videncenter i København siger til Jydske Vestkysten, at problemet ofte er, at supermarkederne fylder for meget i fryse- og kølediskene. Og så kan de ikke følge med.
- Ved den her årstid oplever vi altid en forøget sygdomsrisiko for forbrugerne, ofte fordi hygiejnen i køkkenet ikke er god nok. Men det er klart, at jo mere bakterierne kan opformeres i butikken, jo større er risikoen for, at forbrugerne også bliver syge af det, siger Preben Vestergaard til avisen.