Rasende demonstranter i Tunesien har angrebet en politistation i hovedstaden og endevender arkiver og inventar i bygningen, siger øjenvidner.
Angrebet på politistationen finder sted i forbindelse med nye uroligheder i Tunesien, hvor politi bruger tåregas mod demonstranter, der raser over drabet på oppositionspolitikeren Chokri Belaid onsdag morgen.
Sammenstødene begyndte i byen Gafsa i den sydlige del af landet.
- Hundredvis af unge raser over drabet på Chokri Belaid. Protesterne har udviklet sig til sammenstød mellem politi og demonstranter, siger lokale indbyggere til nyhedsbureauet Reuters.
Nyhedsbureauet AFP rapporterer, at demonstranterne har kastet brandbomber mod politiet under den symbolske begravelse for den dræbte oppositionspolitiker.
Protesterne er arrangeret af Folkefronten, en alliance af venstrefløjspartier, som Chokri Belaid var en del af.
Belaid blev onsdag dræbt af fire skud foran sit hjem i Tunis.
Det såkaldte arabiske forår begyndte i Tunesien, som i de seneste to år har været skueplads for et folkeligt oprør, der væltede dets mangeårige despot og i stedet har bragt islamistiske partier til magten.
/ritzau/AFP