Den levende legende Alessandro Del Piero fejrede sin kamp nummer 800 i karrieren ved at score et mål og være med til at sikre Sydney FC en sejr i den australske fodboldliga.
Den italienske veteran, som den 9. november kan fejre sin 38-års fødselsdag, udlignede til 1-1 på et straffespark i hjemmekampen mod Perth Glory.
Sydney FC endte med at vinde 2-1.
Perth Glory, der havde den tidligere AGF-spiller Liam Miller med fra start, kom foran i første halvleg ved Travis Dodd.
Efter knapt en times spil begik Perth-spilleren Steve Pantelidis straffespark og fik rødt kort.
Del Piero udlignede fra 11-meter-pletten, og den tidligere Blackburn-spiller Brett Emerton sikrede sejren 20 minutter før tid.
Alessandro Del Piero skiftede til Sydney FC for to måneder siden, efter at han havde tilbragt 19 år hos Juventus.
/ritzau/