Er der frit valg på alle hylder, når der deles job ud, så går de studerende efter de store virksomheder.
Studerer man økonomi er det A.P. Møller-Mærsk, der ligger nummer et, læser du naturvidenskab eller til ingeniør, er det Novo Nordisk, der trækker, mens it-studerende vælger Google.
Det viser Universums Student Survey 2012, der er baseret på 6384 besvarelser fra danske studerende.
De naturvidenskabs- og ingeniørstuderende vælger i høj grad danske virksomheder, når de tænker på et drømmejob. Undtagelsen er tyske Siemens, der er gået fire pladser frem og nu ligger på andenpladsen efter Novo Nordisk.
De næste udenlandske virksomheder på listen er IBM på 18.-pladsen og Grontmij på 23.-pladsen.
- Danske virksomheder står stærkt i forhold til at tiltrække naturvidenskabelige kandidater og ingeniører, siger Jesper Dansholm, landedirektør for Universum i en kommentar til undersøgelsen og fortsætter:
- Det er med til at styrke den internationale konkurrenceevne hos danske rådgivende ingeniørvirksomheder og medicinalfirmaer, siger han og peger på Novo Nordisk, Novozymes, Cowi og Rambøll, der alle ligger på listens top fem.
De it-studerende er ovre i den anden grøft, og her ligger internationale virksomheder som Google, Microsoft og IBM fortsat i høj kurs på listens første tre pladser.
Jesper Dansholm bemærker, at Bang & Olufsen er gået fire pladser frem i toppen og nu ligger på fjerdepladsen som den højst placerede danske virksomhed.
- Bang & Olufsen er kommet fint igen oven på nogle hårde år, hvor det har knebet med salget. Men nu er Struer-virksomheden igen med helt i top, når det gælder om at tiltrække it-studerende, siger direktøren.
Derimod har krisen været hård for Vestas, som dykker syv pladser til nummer 18 på listen.
Hos de økonomistuderende ligger Mærsk-koncernen i top efterfulgt af Carlsberg, Novo Nordisk og Lego, der alle er gengangere i top fire i forhold til sidste år.