Nikolaj Arcel har elsket fantasy, lige siden han som 11-årig læste Ringenes Herre, stillede actiondukker op i hjemmelavede kulisser og sneg sig ind for at se Star Wars 2 .

24 år og en Kongekabale senere fik han endelig mulighed for at udleve den ultimative drengedrøm; sin helt egen fantasyfilm til 40 millioner kroner, spækket med effekter.
»Jeg trængte til at forsvinde væk i noget eventyr. Jeg ville lege med det eventyrlige og det magiske,« siger Nikolaj Arcel. 

Lysten til at forsvinde fra virkeligheden kom gradvist efter arbejdet med debutfilmen Kongekabale . Efterhånden blev Nikolaj Arcel træt af at tænde for nyhederne eller læse en avisartikel og blive arrig, fordi det politiske spin var så tydeligt.

»Jeg havde brugt så lang tid på denne her film, der skulle fortælle så meget som muligt om, hvordan det her miljø fungerede. Og så var der ikke en tøddel, der ændrede sig – det er kun blevet værre. Jeg kunne ikke blive ved med at sparke til en boksebold på størrelse med jordkloden.«

Ikke Harry Potter

I Arcels nye film, De fortabte sjæles ø , skal pigen Lulu sammen med sine venner redde en masse kidnappede sjæle fra den onde necromancer. Filmen, der har mere end 650 effekter, er den første rigtige effektfilm herhjemme - og det koster. Men Nikolaj Arcel har ganske enkelt ikke haft tid til at »sætte sig ned og få mavesår« over budgettet, som han siger.

»Det er selvfølgelig sjovt, at lave noget, der er så kæmpestort, men også benhårdt. Der har ikke været nogen at læne sig op ad, for ingen af mine kolleger har gjort det her før. Men det har også været sjovt at være Ole Opfinder hver dag,« siger han og understreger, at han har haft god hjælp fra animationsfirmaet Ghost, der har haft 25 mand på opgaven i to år.

»De havde lige så store ambitioner som jeg havde. Her sad der rent faktisk nogle computerdrenge, der havde drømt om det samme som jeg, siden de var 10. Det er sådan nogle, der bliver helt lykkelige af at sidde og nirkle med et monster i et halvt år.«

Visse dele af filmen, som for eksempel introen, har påfaldende lighed med internationale eventyrfilm som Harry Potter?
»Haha, jeg har hørt det et par gange før,« siger Nikolaj Arcel.

 »Jeg har selvfølgelig ikke tænkt over det - jeg vil jo ikke ligne noget andet. Jeg har ladet mig inspirere af de film, jeg voksede op med: E.T, Star Wars, Back to the Future. Det synes jeg, den minder mere om. Det er jo en kliché, at den slags film starter op i himlen - det er mere ment som en hyldest til genren. Men jeg kan da godt lide Harry Potter - og Ringenes Herre.«

Det anderledes ved De fortabte sjæles ø er, at den inddrager vores egen, nutidige verden i et mytisk univers i stedet for at skabe et på forhånd, mener Nikolaj Arcel.
»Jeg synes faktisk, at det er sjovere at trække vores verden ind i myterne. Jeg kan også godt lide film som Eragon og Ringenes Herre , men jeg kan ikke relatere til dem på samme måde. De tager sig selv helt vildt alvorligt. En film som Eragon , der lægger sig i en tradition, der er født i filmhistoriens vugge, kunne godt have lidt mere glimt i øjet. Det var vigtigt for mig, at filmen ikke blev selvhøjtidelig.«

Det primale rush

Frem for alt skulle det være en anderledes børnefilm, end dem, vi er vant til at se herhjemme. Mere action, mere gys og mindre tryghedsfornemmelse.
»10-12 årige ser de vildeste ting i fjernsynet, og de er vant til at sætte ambitionsniveauet ned, når det er danske film: det er mor og far film . Jeg ville ikke lave en mor og far-film, hvor man sidder og føler sig tryg. Jeg ville grine og gyse.«

Og det er lige så meget for børn som for voksne, siger Arcel.
»For mit eget vedkommende handler det om, at jeg vil genoplive det der rush, jeg fik som barn. Der, hvor man lige kan mærke kuldegysningen eller bliver blæst væk af en eller anden kæmpeeffekt eller lyd. Så finder man tilbage til noget primalt og noget virkeligt skønt og uskyldigt. Med alt det ansvar og alt det andet, man går og bakser med som voksen, har man brug for det en gang imellem. Bare at slippe det hele, læne sig tilbage og sige wauw! «