Efter et jordskælv i Canada lørdag nat, som målte 7,7 på richterskalaen og udløste et tsunami-varsel for øgruppen Hawaii, har de første bølger ramt Hawaiis kyster.
Kort før klokken 10 dansk tid - klokken 23 lørdag aften på Hawaii - begyndte de første tegn på energien fra jordskælvet at kunne ses på hovedøen Oahus mest østlige by, Makapuu.
- Bølgerne er cirka en fod højere end normal vandstand. Det er lavere, end vi havde forventet, men traditionelt er den første bølge aldrig den højeste, fortæller Gerard Fryer fra Pacific Tsunami Warning Center (PTWC) til tv-stationen CNN.
Ifølge PTWC er det ofte den tredje og fjerde bølge som er kraftigst.
Centeret holder også øje med, hvordan tsunami-energien bevæger sig imellem øerne på Hawaii, hvor bølgerne vil kunne forårsage større skade end ved de østvendte kyster, fortæller Gerard Fryer på CNN.
/ritzau/