Når Morten Olsens kontrakt udløber i 2014, vil der uden tvivl inden da være masser af rygter om, hvem der skal afløse ham.
Men allerede nu har DBU som noget helt usædvanligt valgt at løfte sløret for en af deres egne topfavoritter.
Det danske fodboldforbund afslører i nyeste nummer af Tipsbladet, at de har store planer med U/21-landsholdstræneren.
"Morten Wieghorst har formået at overføre sine gode egenskaber fra banen til trænergerningen, og på sigt anser jeg ham helt klart for at være en potentiel landstræner-topkandidat," siger generalsekretær i DBU, Jim Stjerne Hansen, til bladet.
Og roserne stopper ikke dér.
"Morten Wieghorst ligger helt fremme i topfeltet af kandidater til jobbet som A-landstræner. Der er flere gode grunde, men for det første er Morten Wieghorst et af Danmarks helt store trænerpotentialer. Så enkelt er det. Men derudover tæller det da tungt, at hans fodboldfilosofi lægger sig tæt op af det, vi i DBU gerne vil med fodbold," fortsætter generalsekretæren.
Morten Wieghorst startede som U21-landstræner i sommeren 2011, og allerede nu er han også inde omkring det danske a-landshold.
For tiden er han - i følgeskab med Peter Bonde og Morten Olsen - således afsted med Ligalandsholdet til Thailand, og til sommer skal han også være en del af teamet omkring landsholdet til EM-slutrunde.
Kilde: Tipsbladet