David Trads er journalist og forfatter.
Da Helle Thorning-Schmidt forleden sagde farvel til dansk politik, leverede hun et stærkt forsvar for de få partier, som virkelig tør tage ansvar:
- Jeg kan ikke skjule, at jeg har særlig respekt for de partier og politikere, der tør tage ansvar for helheden, og som tør skabe resultater. Dem, som tør flytte Danmark fra A til B.
Den tidligere statsminister ved, hvad hun taler om – for hun har i knap fire år som chef for en mindretalsregering dag ud og dag ind været tvunget til at indgå kompromisser. Den slags slider:
- Kompromiser og særligt aftaler hen over midten er meget anstrengende. Man får aldrig helt præcis det, man gerne vil have. Man står som politiker selv mindre skarp, og man har givet køb på et eller andet, og man kan få nogle voldsomme skældud af ens parlamentariske grundlag.
HUN HAR helt ret. Det er først, når man går i regering – og derfor pinedød skal sikre, at der er mindst 90 mandater bag sig – at man udfordres. Alt andet er bare de hvide hænders politik, hvor man kun siger ja, hvis man får 100 procent opbakning til sit eget synspunkt:
- Jeg er ked af at sige det, men det er nemmere at være ude på fløjene og bruge store ord. Det er sværere at være i regeringen inde i samfundets maskinrum. At få ender til at mødes og skulle forsvare kompromiserne.
Helt rigtigt – og det næste, Thorning-Schmidt sagde, er, desværre lige så rigtigt:
- Og de efterhånden kun tre partier, der tør tage det, Venstre, De Radikale og Socialdemokraterne, de fortjener i min verden lidt flere kys og lidt færre knubs.
DET HANDLER ikke om, hvem jeg holder med – men det handler om respekt for, hvor svært det er at lave aftaler. Enhver, der har oplevet en forhandling om en overenskomst ved jo, at der kun kan indgås en fornuftig aftale, hvis alle parter er villige til det:
Man får ikke alt – men man får noget, der i hvert fald over tid bevæger sig i den ønskede retning. Sådan har den danske model sikret fremskridt for de fleste årti efter årti.
Det forsvar for dem, der tør tage ansvar, som Thorning-Schmidt kom med, er også et forsvar for socialdemokratismen versus socialismen – for mens de første siger ok til de langsomme forbedringer i reformismen, ja, så kræver de andre nu-og-her løsninger i revolutionismen.
I DAG ER det svært, ja, nærmest umuligt at forestille sig, at Enhedslisten nogensinde vil påtage sig regeringsansvar. SF, som var tæt på at kollapse i regering, holder sig givet ude i lang tid. Alternativet, tja, det er måske en mulighed. Det må tiden vise.
Især Enhedslisten, som har vokset sig stærk på en utrættelig kritik af Socialdemokratiet, er et parti, som lever i utopiernes verden. Johanne Schmidt-Nielsen & kammerater scorer altid de billige point, fordi de ikke behøver at tænke på den svære helhed.
Som et fodboldhold, der kun består af spektakulære angribere og stiller op helt uden det nødvendige forsvar, kræver Enhedslisten alt eller intet. Mens dem, der tager ansvar, er tynget af virkeligheden, kan de andre frit svæve i uvirkeligheden. Sådan er det jo.
DER ER selvfølgelig noget kedeligt ved især at være pragmatiker – og der er naturligvis noget begejstrende ved at være idealisten. Den, som er belastet af at skulle få enderne til at mødes under en finanslov, er bare ikke så inspirerende som den, der råber højt ude på gangen.
Den, der påtager sig magt, får i reglen knubs, mens den, som holder sig væk, får kys.
Jeg er helt enig med Thorning-Schmidt i, at vi bør give flere kys til dem, der tør det svære.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.