David Trads er journalist og forfatter.
HER ER to spørgsmål, som jeg synes er spændende at diskutere i dagene efter den store socialdemokrat Anker Jørgensens død:
For det første: Ville Anker have valgt Dansk Folkeparti, hvis han var en yngre mand i dag?
For det andet: Ville Anker som formand kunne have forhindret Dansk Folkepartis styrke?
Hvorfor stiller jeg overhovedet de to spørgsmål, hvoraf det første velsagtens er tæt på at falde under blasfemiparagraffen for mange socialdemokrater? Det gør jeg, fordi Anker i 1960erne, 1970erne og 1980erne faktisk var noget af en høg på udlændingeområdet:
ANKER KOM i Folketinget i 1964 og fortsatte som fagforeningsleder i SiD, det nuværende 3F, og her var han derfor stærkt kritisk over for den lov, som åbnede for officielle invitationer af gæstearbejdere fra Nordafrika, Tyrkiet og Mellemøsten.
Han var nervøs for, at velfærdsstaten med alle de fremskridt, som Socialdemokratiet og Arbejderbevægelsen havde tilkæmpet sig – især ordentlige arbejdsvilkår gennem indgåede overenskomster – ville blive udhulet. Han afviste derfor at stemme for gæstearbejder-loven.
I slutningen af Ankers tid som sit partis formand lyttede han så meget til socialdemokratiske borgmestre, der krævede stramninger af udlændingepolitikken – især på området for familiesammenføringer – at han tog initiativ til en strammere partikurs.
FRA 1987, da Svend Auken blev partiformand og indtil for et par år siden, har Socialdemokratiet haft en anden og mere lempelig udlændingekurs end den, som Anker havde i generne. Han var – som fagbevægelsen i al almindelighed dengang – mere optaget af danskernes rettigheder.
Tilbage til mit tankeeksperiment:
Ville Anker, hvis han i dag var i 40erne, som han var, da han i 1960erne afviste at stemme for gæstearbejder-loven, være fristet af at melde sig ind i Dansk Folkeparti?
Jeg stillede præcist det spørgsmål til Søren Espersen, næstformand for DF, i mit politiske program på Radio24syv i søndags – og han svarede, at han 'godt kunne se ham som et medlem af Dansk Folkeparti i dag':
”Der er da nogle ting, der taler for det. Anker og fagbevægelsen advarede mod fremmedarbejderne...Anker ville helt sikkert have sagt nej til den trepartsaftale, som netop er indgået. Han ville sige nej til, at udlændinge kommer ind på arbejdsmarkedet til 49 kroner i timen og særlige tilskud, som danske lærlinge ikke får."
DET SVAR fik flere socialdemokrater op i det røde felt. Det forstår jeg godt. Med alt det, som Anker i hele sit politiske liv kæmpede for, er der intet, der taler for, at han ville vælge Dansk Folkeparti. Han var socialdemokrat ind til benet. Så nej, Anker ville ikke aldrig være DF’er.
Men, men, men…lad os så gå over til mit andet spørgsmål:
Ville Anker, hvis han havde været formand for Socialdemokratiet i 1990erne og 2000erne, kunne have forhindret, at Dansk Folkeparti ville have vokset sig så stærke?
Her er svaret mere interessant – for der er nok grund til at tro, at Anker ville have lyttet noget mere til vestegnsborgmestre som Per Madsen i Ishøj, Britta Christensen i Hvidovre og Vibeke Storm Rasmussen i Københavns Amt end Auken, Nyrup og Lykketoft gjorde.
LIDT MERE lydhørhed over for nogle af de reelle problemstillinger, som blev påpeget af partifæller, der fik en på lampen, når de sagde noget i 1990erne og 2000erne, kunne givet have hindret, at Dansk Folkeparti fik en så stor bane at spille på helt for sig selv.
Ville det have været nok? Det er ikke sikkert, men det er i hvert fald interessant at se, at den linje, som Mette Frederiksen i dag anlægger på udlændingeområdet meget mere ligner Ankers. Endnu en grund til at tro, at Anker aldrig, aldrig ville være andet end socialdemokrat.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.