Jeg bliver mindet om det i forbindelse med hver højtid.
Parterapeuter har mange gange givet forklaringen, som man ikke behøver være psykolog for at forstå. Det handler ikke om sammenfaldet mellem jule-og påskestemning – og så ægteskabet som institution. Det er simpelthen det pludselige og voldsomme samvær i dagevis, der sætter parforholdet under pres.
Taxamanden oplever tosomheden og dens konfliktede konsekvenser så sikkert som rødkålen på julebordet eller æggene og de gule servietter til påske.
PARFORHOLDET ER i virkelighedens verden et filatelistisk projekt.
Altså ikke noget med – ”… vil du se min frimærkesamling, skat … ”. Den metafor for en gang god og improviseret sex forsvandt med e-mailen.
Nej, det er pillearbejdet, detaljerytteriet, jeg tænker på. Intet er for småt til et rivegilde mellem mand og kone: Selv den trivielle afgangsscene fra villaen, inden solen er stået op, kan være den rette ramme.
- Har du husket at låse?
- Ja, selvfølgelig!
- Er du sikker?
- Ja, ellers havde jeg sgu da ikke sagt det.
- Men jeg så ikke, du gjorde det.
- Men det gjorde jeg altså.
(Kort pause)
- Ku’ du ikke lige tjekke.
- For helvede altså!
(Åbner bildøren i et irriteret rusk, sukker højlydt)
- Han har altså glemt det før…
KONEN KIGGER overbærende på mig i bakspejlet. Han kommer småløbende tilbage, kaster sig ind på bagsædet og smækker døren hårdt, så alle får en kort trykken for ørene.
- Så kører vi, siger Taxamanden som et forkølet forsøg på fredsbevarende virksomhed.
Der er stille på det meste af turen langs Øresund, hvor solen anes som et kærlighedssymbol under horisonten.
Det er så her, at jeg kommer med mit første, ægteskabelige råd: Lad os tage hinanden i hænderne, løfte dem mod himlen sådan helt symbolsk - og sammen hæve bagatel-grænsen for de ægteskabelige konflikter!
OG HER OP TIL påske fik jeg så en anden udgave af akut konfliktsituation, brillant orkestreret af en stærk kvinde. Som så ofte i ægteskabet ligner det mest stemningen ved udbruddet af første verdenskrig. Man vidste godt, at der var noget ballade hist og her, men ingen havde set det komme med sådan et brag.
Denne gang er diskussionsemnet: ”Hvem har boardingkortene?”. Her blot en lille del af replikskiftet i en konflikt, som kulminerer foran en 7-eleven butik.
Det er ”ham”, der har ordet:
- Jeg printede to udgaver ud – og jeg gav dig det ene!
- Ja, men du sagde jo, at du ville sørge for dem.
- Jeg printede jo to udgaver ud, for at den ene skulle være reserve.
- Når du siger, du sørger for det, så lader jeg dig jo gøre det.
- Jeg printede to udgaver …..
- Hold nu op!
De forsøger at skændes diskret og civiliseret. Men der er meget stille i vogn 2282 og knappenålene kan høres, når de falder til jorden – eller bruges til at stikke ægtefællen i siden.
- Jeg printer jo ikke to udgaver for sjov - for helvede?
- Nu skal du ikke køre den af på mig.
EN 7-ELVEN-KIOSK bliver den akutte redning. Hun beder mig holde ind til siden. Nu skal der provianteres en juice eller en kaffe.
- Skal du have noget med, spørger hun temmelig køligt.
Han svarer ikke. Han kigger ikke ind i bakspejlet, hvor jeg ellers er klar til at udvide lidt ”brodersolidaritet”. Den er helt gal. Manden i huset er blevet tøsesur.
Hun vender tilbage med to kopper kaffe og rækker den ene ind til ham. Han ser det, men reagerer ikke og vender sig ud mod vinduet – med ryggen til hende. SÅ tænder hun af!
- Det pis gider jeg altså ikke, siger hun, så det kan høres i det meste af nabolaget. Vi ses derude i lufthavnen. Og husk nu baggagen.
HUN SMÆKKER døren og går stolt hen mod min taxikollega, som holder bag os. Han troede, han skulle nyde en tidlig tår kaffe, men kommer i stedet til at fungere som redningsplanke midt i et ægteskabelig krise. Aldrig har der været så stille i vogn 2282!
Mand og kone på vej til lufthavnen for at holde påskeferie – i hver sin taxi! Det var mig, der vandt manden.
Det inspirerer mig til Taxamandens andet råd i ægteskabskonflikter: SKAL du tage balladen, så gør det engang imellem som det solide brag. Et opgør, der vil noget. Ægteskabet er ikke for smuldrede tudekiks. Jeg forestiller mig, at de har prøvet det her før – og de mødes igen i terminal 3 om en halv time.
DET KAN VÆRE det helt rigtige at begynde på en frisk. Også på kærlighedsferien.
… hvis det hele ikke er så vidunderligt harmonisk som i mit sidste scenarie – og det hænder faktisk af og til i virkeligheden: Jeg ville give manden plads på forsædet, hvor der er bedre plads til de lange ben.
- Nej, siger han. Jeg vil starte ferien ved siden af min dejlige kone.
Jeg kan se i spejlet, at de er troværdigt lykkelige. OK, de må være nygifte!
Nej, der tager jeg fejl. De fejrede sølvbryllup sidste år, og nu begynder ferierne UDEN børn.
- Det må jeg indrømme, siger hun, mens hun smiler. Jeg troede det ville være lidt tomt at rejse uden ungerne. Men det er faktisk ret rart at få lov til bare at være ham og jeg – at være kærester igen.
DE SMILER og kærligheden breder sig i vogn 2282. I en film ville det næsten være for meget af det gode. Og nu tager han hendes hånd.
Jeg knipser i fingrene og scenografien er på plads.
Jeg hører en harmonika, som ikke er der. Ægteskabet er en smuk tegnefilm lige nu. Den er god nok. Jeg er kokken, der serverer spaghetti for Lady og Vagabonden.
"Oh this is the night, it's a beautiful night
And we call it bella notte
Look at the skies, they have stars in their eyes
On this lovely bella notte"
Go’ mor’n Danmark.
- kys hinanden fra mig!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.